Jeg havde altid klaret mig rigtigt godt i skolen. I folkeskolen var jeg den første i min klasse, der lærte at læse. Jeg blev bidt af denne nyfundne evne til at tilegne mig information, så jeg læste alt imellem himmel og jord. Den naturlige nysgerrighed gjorde, at jeg hurtigt mestrede de fag vi havde i skolen, og var langt foran mine klassekammerater. Jeg nød at være så meget foran, fordi det gjorde, at jeg ikke behøv at være nervøs op til timerne. Læreren havde generelt et godt indtryk af mig, og stillede mig sjældent spørgsmål – de havde jo erfaret, at jeg altid kunne svare på dem. Jeg lærte hurtigt, at selv hvis jeg ikke havde forberedt mig til timen, så vidste jeg typisk nok til at kunne formulere et godt svar.
Det førte hurtigt til, at jeg sjældent forberedte mig til timerne. I stedet brugte jeg min fritid på ting, jeg fandt langt mere spændende. Til at starte med brugte jeg min evne til at læse til at fordybe mig i Fantasy fortællinger. Jeg kunne læse i timevis på en dag, og drømte om selv at være en ridder der kæmpede imod drager og reddede prinsesser. Det var da en milliard gange sjovere end at læse om murens fald i Berlin, eller hvad vi nu havde for i skolen. Og jeg vidste jo, at jeg bare kunne skimme kapitlet i frikvarteret før timen startede.
Lektierne begyndte også at blive noget, jeg løste i sidste øjeblik. Jeg slap afsted med det. Det var ikke de bedste stile i verden, og alting var lidt sløset. Men niveauet og forventningerne i folkeskolen er ikke specielt høje, så alt så stadig godt ud. Og jeg var bare glad for, at have så meget tid til bøgerne og tegneserierne. Endnu vigtigere blev al denne fritid, da jeg fandt computerspil.
Computerspillene var nemlig alt hvad jeg havde drømt om: en måde for mig at være en del af de eventyrlige verdener jeg havde læst om. Pludseligt havde jeg indflydelse på hvad der skete, og kunne så at sige skrive mine egne historier. Jeg var dybt afhængig fra dag ét.
Men det var selvfølgeligt ikke særligt holdbart. Midt igennem gymnasiet begyndte fagene at nå en sværhedsgrad, hvor jeg ikke længere kunne komme igennem på venstrehåndsarbejde. Jeg nægtede først at indse, at det var min egen skyld. Jeg beklagede mig over dårlige undervisere, eller at fagene var dumme og ligegyldige. Alt for ikke at indse, at jeg havde skudt mig selv i foden.
Jeg endte med så dårligt at snit, at jeg selv var skuffet. Det gik op for mig, at jeg brugte alt for meget tid på computerspil, og ikke længere kunne finde ud af at fokusere på lektier og læring. Men hvordan kunne jeg stoppe mig selv?
Jeg endte med at tage på et sabbatår i udlandet. Jeg havde brug for at komme langt væk fra computeren og mine vante omgivelser, og simpelthen prøve noget nyt. Det viste sig at være lige præcis hvad jeg havde brug for. Det viste sig hurtigt, at den virkelige verden var bedre end noget som helst computerspil. Herude kunne man involvere sig med alle sine sanser, og danne meningsfulde venskaber. Her kunne man lære sig selv bedre at kende, frem for en fiktiv karakter på skærmen. Det var takket været mit sabbatår, at jeg brød min afhængighed af computerspil, og fandt ud af hvad jeg gerne vil i livet.
