For små 5 år siden var jeg i en situation, som jeg ved med sikkerhed, at rigtigt mange danskere også stod i dengang. Hvad mere er, at jeg er overbevist om, at endnu flere danskere i dag står i den samme situation. Jeg var ulykkelig og fortabt. Det var ikke en depression som sådan. Jeg fandt da tid til at smile og være glad. Men der var et eller andet grundlæggende galt. Jeg kunne i lang tid ikke finde ud af hvad det var. Jeg følte mig blot utilfreds; fanget, på en eller anden måde.
Jeg er meget systematisk af natur, så jeg arbejdede hårdt på at gennemskue, hvad jeg dog kunne være så utilfreds med. Jeg kiggede rundt i min lejlighed, og spurgte mig selv, om der manglede noget. Det ville være dejligt, ville det ikke? Hvis den triste følelse jeg bar rundt på blot var et produkt af, at jeg manglede en eller anden ting. Så ville jeg bare kunne gå ud og købe den! Men nej, min lejlighed var fyldt med ting og sager. Der var ikke noget jeg kunne købe, der ville få mig til at få det bedre.
Så begyndte jeg at kigge på mit arbejde. Jeg har en god uddannelse og erfaring i et felt, hvor det er nemt at finde et nyt job. Hvis jeg ikke kunne lide mit arbejde, så kunne det måske være grunden til, at jeg ikke var helt glad? Men jeg tjente en højere løn, end de fleste mennesker kunne drømme om. Jeg manglede ikke penge til noget. Mine kolleger var flinke, og min chef behandlede mig godt. Hvad mere kunne man bede om?
Hver gang jeg kom op med en teori, så kom jeg frem til den samme konklusion: mit liv er godt. Alting er fint. Og hver gang jeg nåede til den konklusion blev jeg endnu mere modløs og trist. Hvis alt var godt, så er der jo ikke noget at gøre: jeg er bare bundet til at have det skidt resten af mit liv.
Jeg prøvede at drikke disse sorger væk, og var heldigvis i selskab med nogle gode venner. Efter et par øl fik jeg pludseligt modet til at åbne op overfor dem omkring, hvordan jeg havde det. Min ven, Erik, lyttede intenst. Han lod mig tale ud: jeg fortalte om alle mine tanker, mine teorier og mine konklusioner.
Til sidst gav han mig det svar, jeg havde brug for. Han sagde, at jeg havde ret: alting var fint. Alting var godt. Men der var ikke noget af det, der var fantastisk. Der var ingen spænding eller glæde: mit liv var bare en flad linje! Og så gav han mig opskriften til et bedre liv: sælg din brugte bil, opsig din lejekontrakt, giv alle dine ting væk, pak en rygsæk og flyt til et andet land.
Det var et stort spring, men det var lige præcis hvad jeg havde brug for! Først blev mit liv objektivt set dårligere: jeg var i et fremmed land, uden nogen fast indtægt, og ejede kun det der var i min rygsæk. Men fra mit eget perspektiv var livet pludseligt spændende. Jeg oplevede nye ting, og stod overfor unikke udfordringer hver eneste dag.
