Skam er altid noget, der har fyldt rigtigt meget i mit liv. Allerede som barn, var det noget der var installeret rigtigt kraftigt i mig. Mine forældres ord var lov, og hvis jeg så meget som overvejede at forbryde mig imod det, så ville jeg straks blive fyldt med en forfærdelig følelse af skam. Jeg forstod ikke, hvordan mine venner og klassekammerater sådan kunne gå og lave ballade, uden at få kvalme og falde sammen af gråd. Den eneste forklaring jeg kunne komme på den gang var, at de enten måtte være forfærdelige mennesker, eller havde dårlige forældre, der ikke havde fortalt dem hvordan verden hang sammen. Det måtte simpelthen ikke være ordentligt opmærksomme på, at det de gjorde var forkert og at de burde føle skam.
Det var først flere år efter jeg var flyttet hjemmefra, at det gik op for mig, at det var mig der var forkert på den. Alle forældre lærer deres børn om, hvad der er rigtigt og forkert. Men det er ikke alle sammen der føler et behov for, at bruge skam som et manipulerende værktøj til, at fængsle deres børn. Mine forældre formåede at opsætte et fængsel af skam omkring mig. Hver gang jeg havde trådt bare en smule udenfor linjerne som barn slog de hårdt ned, og nægtede at give mig fred, før jeg viste tydelige tegn på ægte og ukontrolleret skam. Min hjerne lavede hurtigt den forbindelse, at skam altid var et resultat af at bryde mine forældres regler og forventninger, og at den ligeså godt kunne sætte gang i følelsen med det samme. Selv når jeg blot overvejede om mine forældre kunne være forkert på den.
Det var min første kæreste, der gjorde mig opmærksom på, at jeg holdt mig selv unødvendigt tilbage. Vi havde snakket om at tage på camping med badeland sammen. Jeg sagde, uden tanke eller tøven, at det ville være dyrt at leje 2 hytter i højsæsonen. Hun kiggede undrende på mig – hvad skulle vi dog bruge 2 hytter til? Mine forældre havde altid fortalt mig, at drenge og piger sover hver for sig, når de er på udflugt eller tur. Selvfølgeligt var det fjollet, når det var mig og min kæreste der tog afsted sammen. Men følelsen af skam overrendt mig alligevel, når jeg overhovedet overvejede at vi kunne nøjes med en enkelt hytte.
Det tog mange år hos en psykolog at arbejde mig igennem disse følelser, og forstå hvor de stammede fra. Det er blevet siden da blevet tydeligt for mig, at følelsen af skam på ingen måde er konstruktiv. Det er ikke noget vi tjenes med at gå og føle hele tiden.
Vi er intelligente væsener, der har hjernekapacitet nok til at kunne forstå sammenhængen imellem årsag og konsekvens. Følelsen af skam er et levn fra før evolutionen gav os disse evner – en forsimplet tilgang til verden, som fungerede okay til overlevelse, men som er en grov simplificering vi ikke har behov for mere. Skam låser os fast i fortiden, og tillader os ikke, at opdatere vores syn på verden med ny information. Nu om dage er skam altså udelukkende et værktøj til kontrol. Et værktøj vi bliver immune overfor, så snart vi gennemskuer dets virkelige natur.
