Den uddannelse vi vælger at tage har en enorm betydning på hele vores fremtid. Det er valg der ikke alene former hvilke muligheder vi har, men også hvem vi ender med at være som mennesker. Derfor er det selvfølgeligt utroligt vigtigt, at vi vælger den rigtige retning. Men hvordan gør man lige det? Der er så mange veje at gå, og det kan være uoverskueligt at se konsekvenserne af ens valg. Mange oplever at gå helt i panik og slet ikke vælge noget. Hvilket naturligvis er det valg, der giver dig færrest muligheder fremadrettet. Jeg siger ikke at den måde jeg valgte en uddannelse på er den rigtige, men jeg fortryder ikke noget. Heller ikke selvom det var computerspil der endte med, at være måden jeg valgte min næste uddannelse på.
Igennem hele folkeskolen havde jeg nemlig kun en enkelt passion og hobby: at spille computerspil. Jeg stod altid op et par timer for tidligt, så jeg kunne spille lidt før mine forældre stod op, og jeg skulle have morgenmad og så hen i skolen. Det første jeg gjorde når jeg kom hjem var, at tænde for maskinen igen, og spille videre. Når jeg altså ikke havde lektier for: jeg var alligevel ansvarlig nok til lige, at få det overstået først. Men spil var virkelig vigtige for mig, og det var hvad jeg gjorde for sjov. Jeg var da lidt social, og tog eksempelvis til LAN parties med mine venner – så igen var spil det, der var i centrum. Jeg havde dog aldrig troet, at det var et spil der skulle ende med at være det, der formede en del af min fremtid.
Da jeg nærmede mig slutningen på folkeskolen begyndte mine forældre at spørge mig, hvad jeg gerne ville bagefter. Jeg havde svært ved at komme på et svar. Det var slet ikke noget jeg havde tænkt over. Jeg havde på en eller anden måde forestillet mig, at folkeskolen ville vare for evigt. Jeg var glad for mit liv: skole, familie og computerspil. Behøv tingene virkeligt at ændre sig?
Men ja, selvfølgeligt var de nødt til det. Så mine forældre blev ved med at prikke til mig. Jeg vidste jeg var nødt til at træffe et valg, men hvordan? Jeg begyndte at være irriteret over deres konstante spørgsmål. En dag sad jeg og spillede FIFA på min Playstation, da min mor spurgte mig for tiende gang den dag, om jeg vidste hvad jeg ville efter folkeskolen. Jeg følte jeg var nødt til at svare. Kiggede på skærmen og ønskede, at der fandtes videospils-skoler. Men hey, det var FIFA der kørte på skærmen. Måske det var en mulighed? Så jeg sagde til hende, at jeg havde besluttet mig for at tage på fodbold efterskole. Jeg ved ikke helt hvor den beslutning kom fra, udover at det selvfølgeligt var fodbold spillet på min computer. Men jeg havde aldrig rigtigt gået op i sport, når det altså ikke var digitalt.
Min mor klappede dog bare i hænderne over, at jeg endelig havde taget en beslutning, og gik ind for at fortælle det til min far med glæde i stemmen. Først var jeg grebet af overraskelse over mig selv. Men så faldt jeg til ro, og var egentligt bare glad for, at det var besluttet. Det endte med at være et fantastisk valg, selvom det var taget på en lidt alternativ baggrund. Jeg endte med at elske den efterskole, og blev også rimeligt glad for at spille fodbold udenfor skærmen!
