Der bliver mere og mere opmærksomhed omkring overvågning herhjemme, og det er en diskussion med mange forskellige facetter og elementer. Det er naturligt nok, at mange ikke bryder sig om tanken om, at være under konstant overvågning: vi føler trods alt, at vi har ret til noget privatliv. Der er bare nogle ting, der ikke vedrører andre: og dem vil vi da gerne have lov til at holde for os selv. Selv hvis man stoler på de nuværende magthavere, hvad gør man så, hvis magten pludseligt skifter? Så overvågning er et ømt emne, som folk har meget skarpe holdninger til – og heldigvis for det, da! Det er igennem den slags dialog, og ved at kombinere forskellige værdisæt og tankegange, at vi kan nå frem til løsninger der ikke er ekstreme, i hverken den ene eller anden grad, men i stedet kan lande på et fornuftigt middelpunkt.
Men der er jo mange forskellige former for overvågning, og kan nogen af dem siges, at være mere okay end andre? Er det for eksempel okay, sætte en gps på demente, så man kan spore dem hvis de bliver væk?
Statistikkerne fortæller os, at godt halvdelen af alle ældre mennesker med demens, oplever at forvilde sig ud et sted, hvor de ikke kan finde hjem igen, på et eller andet tidspunkt. Det er altså et stort og reelt problem, at ældre bliver væk: det er på ingen måde et tænkt eksempel, eller noget der sker sjældent. Så spørgsmålet er, om det er okay, at udstyre disse demente mennesker med en GPS enhed.
Demente personer er jo mennesker, fuldstændigt ligesom du og jeg, som blot lider af en hukommelses-relateret sygdom. Bare fordi folk er syge, så mister de selvfølgeligt ikke de rettigheder, som vi andre har. Det er også grunden til, at vi ikke bare låser demente mennesker inde, for at undgå de bliver væk. Det kan vi da ikke tillade os! Vi smider ikke folk i fængsel, bare fordi de er syge. Men er det anderledes med GPS’en?
Det afhænger i høj grad af hvordan man rent praktisk vælger at spore de ældre. For det første så bør den ældre uden tvivl informeres om, at det er en GPS enhed de bliver udstyret med, og at den kan bruges af deres pårørende til at finde ud af, hvor de er. Det kan i de fleste tilfælde ikke forsvares at spore deres lokation uden deres vidende.
Derudover bør GPS’en kun spore dem når det er nødvendigt. Den pårørende har ingen grund til at vide, om den demente person står i sit køkken eller sidder ude i sin baghave: det vedkommer ikke nogen, og ville være et krænkende indgreb i privatlivets fred. Heldigvis er der virksomheder som Otiom, der tager højde for dette: her sendes den dementes placering ikke til nogen som udgangspunkt. Først når den ældre bevæger sig udenfor en zone, der er markeret som ”sikker”, bliver der sendt en SMS til den pårørende om, at den ældre muligvis har forvildet sig væk. Her kan den pårørende så prøve at tage kontakt til den ældre hvis muligt. Men skulle det være nødvendigt at spore den ældre, for at hjælpe dem tilbage, så kan den pårørende på dette tidspunkt aktivere sporingen, så de let og hurtigt kan finde den ældre og hjælpe dem tilbage. Når det bliver gjort på denne måde: hvor den ældre ved, at de har en GPS enhed på sig, og deres placering kun deles hvis det er nødvendigt, så vil jeg mene, at det er helt og aldeles etisk forsvarligt.
