Hvis nogen havde spurgt mig da jeg var barn, om jeg nogensinde kunne forestille mig at få et gevær imellem hænderne og skyde et dyr, så ville jeg have kigget målløst på dem, og sagt nej. Jeg var simpelthen den største dyre-elsker og pacifist da jeg var barn. Hvis min far eller mor fandt fluesmækkeren frem, og klaskede en flue, så var jeg lige ved at begynde at græde. Der var ikke engang nogen dyr der irriterede mig eller skræmte mig. Selv myg og kakerlakker var levende væsener jeg ikke kunne klare tanken om skulle dø.
Jeg tror mange har haft nogenlunde samme oplevelse på et eller andet tidspunkt i deres liv. Ikke nødvendigvis i helt samme grad: det virker mere almindeligt at inddele dyr i forskellige kategorier. Det er eksempelvis meget nemmere, og derfor mere udbredt, at have stærke følelser omkring dyr vi synes ser søde ud. Rådyr, små kaniner og så videre. Dem er der mange der ikke ville bryde sig om at se blive skudt og slagtet. Selvsamme mennesker har imidlertid intet problem med at spise en gris eller kalv.
Men det er en meget naiv tilgang, som samtidig lugter lidt af, at man har sat sig selv over dyrene. Vi mennesker er også bare dyr, og vi er en del af naturen. Ligeså meget som vi af og til skaber ubalance i økosystemet, så kommer vi heller ikke udenom, at vi er en del af økosystemet og er med til at opretholde balance. Der er ikke noget der demonstrerer og skælder løver ud over, at de jagter gazeller på savannen i Afrika. Det kan vi bedre acceptere: det er naturen. Men vi er også en del af naturen, og det at jage har været en del af det at være menneske i generationer.
Det var den slags tanker der gav mig et andet syn på jagt. Da jeg senere fandt en lav pris på jagttegn, så besluttede jeg mig for at sætte mig bedre ind i tingene. Jeg lærte hurtigt at der er visse økosystemer som er utroligt skrøbelige, og som har brug for jægere til at opretholde balancen. Uden jægerne ville tusindvis af dyr dø uden grund. Jægeren holder styr på rovdyrene med videre, og intet går til spilde: vi spiser de dyr vi skyder.
Jeg elsker altså stadig dyr i mindst ligeså høj grad, som jeg gjorde, da jeg var barn. Jeg er bare kommet over min naivitet, og kan se at der er forskel på hvad der umiddelbart lyder som det bedste for dyrene, og så hvad der rent faktisk er det. Det jeg gør for at hjælpe naturen i dag er langt mere effektivt og kærligt, end det min barnlige pacifisme nogensinde ville have kunnet udrette.
